Jeg elsker min skønne samling af kogebøger, som er fyldt med smukke billeder og masser af inspiration. Alle lavet af noget fantastiske individer, som alle har det til fælles, at de elsker mad. Nogle af disse skønne bøger er købt pga. forsiden som sprang i øjnene på mig, andre er blevet anbefalet, men de fleste er købt på baggrund af forfatteren bag bogen.
Nigella Lawson er gudinden over dem alle. Hun har en fantastisk, skøn og ikke mindst simpel tilgang til madlavning. Ligesom hun elsker at lave mad og spise det, sætter hun også pris på at spise det andre har lavet. Det gør jeg bestemt også selv. Selvom jeg er et stort madøre og kan bruge flere timer på, at lave mad forventer jeg overhovedet ikke det samme fra andre, når jeg er ude at spise. Jeg nyder at spise min egen mad, men jeg nyder bestemt også at få serveret dejlig mad foran mig andre har lavet eller købt. Og oftest smager mad også bedre i andres selskab samt man slipper for opvasken.
Nåh, men tilbage til Nigella. Hendes retter er nemme at lave og hvis du kan købe et produkt i dit supermarked som fungere super fint, hvorfor så lave det fra bunden. Det kunne f.eks. være en god vaniljeis du selv pepper op, en mørdej til en tærte, hvor du selv finder på fyldet eller en god mayonnaise som du kan peppe op med chili, hvidløg eller karry og creme fraiche til en god kyllingsalat. Jeg elsker at lave mad, men synes også om nemme og suveræne løsninger så fokus kan rykkes videre til de lidt sjovere ting som for eksempel at anrette og ikke mindst at spise.
En af grundene til, at jeg godt kan lide Nigellas bøger er, at hun altid har en lille historie om en opskrift fra bogen, og hvorfor du skal servere lige netop denne ret. På den måde lærer man hende at kende og bøgerne får et personligt touch. Der udover elsker jeg, at se hendes madprogrammer og jeg bliver altid inspireret og ikke mindst lækkersulten af, at se hende svinge grydeskeen og fremtrylle den ene lækre og lette ret efter den anden.
Udover det har hun også den mest fantastiske måde at lave mad på. Bare den måde hun beskriver de gyldne æggeblommer på eller hele hendes kropssprog når hun tilbereder eller spiser maden på, viser hvor meget hun elsker mad. Det kan man da kun blive inspireret af.
Sidst men ikke mindst føler man næsten, at man er med i køkkenet og kan kigge med i gryderne og dufte maden… og ja, jeg kunne blive ved og ved, for jeg er virkelig stor Nigella fan og hun er mit store idol, når det kommer til madlavning – hvis det altså ikke fremgår endnu 🙂
Nigella Express var den første Nigella bog jeg fik fingre i efter jeg havde set programmet om selv samme bog. Jeg havde siddet og griflet en del af opskrifterne fra programmet ned i min egen lille notesbog, indtil jeg opdagede at jeg kunne købe kogebogen. Flot! Bogen handler kort sagt om “lækker mad lynhurtigt”. Hun har lavet denne bog til folk som elsker god mad, men som ikke altid har tid til at købe ind eller har meget tid til at lave maden om aftenen. Det kan de fleste mennesker vist sætte sig ind i. Der er få ingredienser i opskrifterne og de er lette at lave, selv for nybegynderen. Jeg har allerede lavet en del af dem og kan varmt anbefale denne bog.

Multitasking er tydeligvis et must. Pasta i den ene hånd og mobilen i den anden.

Opskrifter jeg gerne vil afprøve eller allerede har afprøvet. En seddel for hvert afsnit. Har også nørdet igennem og markeret alt for mange sider med post-its. Tror vist jeg har markeret over halvdelen af opskrifterne, hvis ikke mere.

Naan Pizza. Kan huske jeg savlede pænt meget over denne ret, da Nigella lavede den på TV. Det bedste er, at den kun består af 5 simple ingredienser. Haps.

Stegte poussiner med søde kartofler. Jeg har lavet denne ret med kylling i stedet, da jeg ikke kunne finde poussiner. Det er også en god ting ved bogen. Du kan nemt skifte en ingrediens ud med en anden, hvis du ikke kan finde den rigtige. Det smager stadigt fremragende.

Chokoladebrownies uden mel og en masse chokoladesauce.

Vaniljeis med rabarberkompot. Denne dessert vil specielt være et hit her til sommer, hvor rabarberne er i sæson. Igen kan du nemt bruge en anden frugt og lave en ligeså lækker dessert.
Den næste bog fra min lille Nigella samling er Nigellissima, som jeg fik af min kære svigerinde. Mrs. Lawson har en forkærlighed for Italien, og hvem har ikke det. Her er der lidt flere ingredienser til opskrifterne, end til Nigella Express, men stadig enkle og lette. Igen er der en lille beskrivelse eller historie til hver opskrift og man bliver nemt fascineret af det nu italienske univers hun trækker en med ind i. Forrest i bogen kommer hun med en masse brugbare tips omkring tilberedning af pasta eller hvordan man nemmest bruger bogen. Bagerst i bogen finder du også et par sider med hendes noter til nogle af de forskelige retter omkring holdbarhed og hvor lang tid i forvejen du kan forberede retten.

Nigellissima – fyldt med masser af inspiration til mere ned 100 italienske madretter. Alle som er enkle og hurtige. Jeg er fan.

Pastarisotto med ærter & pancetta.

En Meatzza – enhver kødelskers drøm.

Glaserede bær med limoncello og hvid chokoladesauce. En skøn sommerdessert og når der er likør involveret, er jeg allerede stor fan.
Den sidste bog i min bette samling, er denne moppedreng, som er spækket med omkring 500 siders opskrifter, udstyr som er godt at have i køkkenet samt tips og tricks til madlavning – både før, under og efter tilberedningen. Under de fleste opskrifter finder du bl.a. tips til at bruge eventuelle rester fra en opskrift. Bagerst finder du også et “Hurtigindeks”, hvor retterne maks tager 30 minutter at lave. Det er den ultimative Nigella bibel, som man bare skal eje, hvis man er fan og man kommer virkelig med om bag kulisserne og får et indblik i hendes kærlig til madlavning og til hendes køkken. Som hun selv siger, er køkkenet ikke et sted hun vil flygte fra, men til. Specielt når hun er træt efter en lang dag, da hun ved at der kun kommer gode ting derfra.

Nigellas Køkken – En ordentlig basse på ca. 500 sider med alt mellem himmel og jord. Et must, hvis du er Nigella fan.

Hvert kapital beygnder med en lille fortælling fra hendes eget liv og man kan se billeder af retterne i kapitlet ved siden af. Ret overskueligt og fristende for et madøre som mig.

Vårkylling – opskriften er relativt afslappende, som Mrs. Lawson selv skriver. Fantastisk at en opskrift kan være afslappende.

Her ser du et eksempel på hvordan man kan bruge resterne under “Ret op på resterne” og dermed lave en lækker pastasauce.

Brownie-skåle med forskellig slags lækkert fyld. Mangler stadig at afprøve disse, men det er snart weekend igen og tid til at prøve noget nyt. Og så ser desserten altså bare endnu finere ud på de små tallerkener med forskelligt udtryk. En fin og indbydende afslutning på en lækker middag.