Sommersalat med grillede nektariner

Det er virkelig blevet skønt vejr udenfor og ikke mindst varmt. Med varmen kommer også lysten til en let og frisk sommersalat til alt den grillmad, der kommer indenbords.

Derfor her jeg kreeret nedenstående salat som både er sprød, sød og frisk.

Opskrift:

  • 1 pose friske spinatblade
  • En bakke brombær
  • 2 nektariner
  • 1 kugle frisk bøffel mozzarella

Dressing:

  • 1 spsk. honning
  • 1 spsk. stærk sennep
  • 1 dl god olie
  • Salt og peber

Skyld spinatbladene og dup dem med køkkenrulle så vandet bliver suget op og fordel derefter spinaten på et fad.

Skær nektarinerne i både og grill dem kort på enten en grillrist eller en grillpande. Jeg brugte selv en grillpande. De skal kun lige stege ganske kort på begge sider ellers bliver de for bløde. Ved at grille dem fremhæver man sødmen i de sprøde nektariner.

Lad dem køle af og placér dem ovenpå spinaten sammen med de rengjorte brombær.

Riv til sidst mozzarellaen i stykker og drys den udover salaten.

Bland sennep og honning sammen og hæld olien i lidt ad gangen. Vurder om der skal mere i alt efter hvor tynd den skal være. Smag til med salt og peber.

Med hensyn til dressingen kan man enten hælde den i en lille kande eller hælde den udover salaten.

Bon appetit

 

Skriv en kommentar